Pressemeddelelse: SAS Airlines modarbejder Kuffertkampagnen
Mindre end et halvt år efter at have deltaget aktivt i en kampagne for mindre vægt i kufferterne, går SAS nu i den stik modsatte retning, og hæver den tilladte vægt på en kuffert fra 20 til 23 kg.
SAS Ground Service (SGS), en del af SAS koncernen, har i samarbejde med andre af lufthavnens handlingsselskaber og 3F Kastrup, kørt en arbejdsmiljøkampagne, der skulle nedbringe vægten i de rejsendes kufferter.
Formålet var at mindske den massive nedslidning af deres ansatte bagageportører.
Kampagnen har kørt i to år og var finansieret af Forebyggelsesfonden.
”Det er intet mindre end uanstændigt og en direkte tilsidesættelse af bagageportørernes ve og vel” udtaler Lars Brogaard, faglig sekretær i 3F Kastrup og projektkoordinator på kuffertkampagnen.
”Udover at se stort på arbejdsmiljøet og håne deltagerne i kampagnen, så finder jeg det også stærkt umoralsk i relation til at SAS har medvirket til at forbruge offentlige midler via kuffertkampagnen” slutter Lars Brogaard.
For yderligere information, kontakt Lars Brogaard 3F Kastrup på telefon 21 49 09 78 eller mail: lars.brogaard@3f.dk
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 17.06.10
|