|
|
SiD-sag: Iversen idømt et års betinget fængsel
Et års betinget fængsel med en prøvetid på to år og samfundstjeneste i 200 timer. Det var, hvad Københavns Byret idømte Ole Iversen for hans medvirken i sagen om svindel for omkring 1,2 millioner kroner af SiD's pengekasse. Desuden skal Iversen betale erstatning til SiD på 375.000 kroner og sagens omkostninger på 48.000 kroner.
Oprindelig var Ole Iversen tiltalt for at have medvirket til svindel for knap 829.000 kroner, men ved fredagens retsmøde blev det afgjort, at Iversen alene skulle stå til regnskab for svindel for knap 375.000 kroner. Bedragerierne skete i samarbejde med tidligere gruppeformand for SiD's Industrigruppe, Willy Strube, der tog sit eget liv, da svindlen blev opdaget. Iversens rolle i svindlen var, at han via sit firma I-service udstedte falske fakturaer til SiD, hvorefter Willy Strube underskrev og dermed godkendte fakturaerne. I nogle tilfælde blev der betalt overpris for varen og Strube fik udbetalt differencen af Iversen, i andre tilfælde stak Strube alle pengene i egen lomme, fordi der slet ikke blev leveret nogen vare, og i andre tilfælde igen blev varen leveret direkte til Strubes privatadresse, mens det var SiD, der betalte varen.
Kilde: ritzau
Udgivet 12.09.03
|
|