LFF overenskomst
Efter at det i går kom til enighed mellem SAS og de danske luftfartsfunktionærer (LFF) om en ny overenskomst for de 1.700 LFF-ansatte, er en af de manglende brikker faldet på plads i SAS’ sparepuslespil.
Overenskomsten skal til afstemning, og resultatet skal senest foreligge 2. juni klokken 12.
Både LFF-formand Nicolas Fischer og de andre bestyrelsesmedlemmer anbefaler et ja.
Medlemmerne går ikke ned i løn, men nøjes med en minimal lønstigning næste år og skal arbejde en dag ekstra i år og endnu én næste år. Og der bliver ikke tale om nogen særlig fratrædelsesgodtgørelse til de medarbejdere, der siges op.
Ifølge Nicolas Fischer tog dog såvel SAS-ledelsen som LFF forbehold i forbindelse med aftalen: SAS vil kunne henvende sig, hvis der er brug for yderligere nedskæringer.
LFF har dels en forventning om, at medarbejdere, som afskediges, får tilbudt en bedre aftrædelsesordning, end Funktionærloven foreskriver, og dels, at alle led i SAS bidrager til besparelsen.
Kilde: Berlingske Tidende, Børsen, Jyllands-Posten og Politiken 20.05.2003
Udgivet 22.05.03 |