3F Kastrup
Saltværksvej 68
2770 Kastrup
Tel: 70 300 950
kastrup@3f.dk
Fagforeningen    Løn & Arbejde    Fritidsjob    Arbejdsløs    Efterløn    Medlemsfordele    Uddannelse    Links    Forside   

De timelønnede i Gate Gourmet strejker


De timelønnede i Gate Gourmet strejker også i weekenden i protest mod, at ledelsen har opsagt alle lokalaftaler. Passagerer hos Mærsk Air, Air France og British Airways må undvære mad ombord.

Af Peter Andersen, Fagbladet/sid.dk


De timelønnede medarbejdere hos cateringfirmaet Gate Gourmet i Københavns Lufthavn besluttede fredag at fortsætte deres strejke, selv om Arbejdsretten har pålagt dem at genoptage arbejdet. Med mindre der sker noget uforudset, vil strejken fortsætte weekenden over, og det rammer flyselskaber som British Airways, Air France, Thai Airways og Mærsk Air.

Informationschef Per Brinch fra Mærsk Air bekræfter, at selskabets kunder i øjeblikket må undvære den normale servering.

- De får ikke den service, de kunne forvente. Men vi forsøger at få noget sodavand og frugt ombord på flyene, så vi har noget at tilbyde, siger han til Fagbladet/sid.dk

Har opsagt lokalaftaler
Strejken omfatter cirka 150 medarbejdere, som er organiseret i henholdsvis SiD, Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og Restaurationsbranchens Forbund (RBF). Den er en protest mod, at Gate Gourmets danske ledelse har opsagt alle lokalaftaler.

Ifølge en udtalelse fra medarbejderne vil ledelsen dermed nedskære personaleomkostningerne med 10 procent. Blandt andet vil medarbejderne miste et ekstra pensionsbidrag på seks procent.

De strejkende henviser til, at de i 2002 blandt andet gav afkald på en lønstigning for at hjælpe virksomheden. De mener, de blev lovet en senere kompensation af Gate Gourmets europæiske ledelse.

Strejke følges med interesse
Kravet om besparelser har ingen direkte forbindelse til de igangværende forhandlinger i SAS. Men strejken følges med interesse andre steder i lufthavnen.

En gruppe, der kalder sig Lufthavnens Aktionsudvalg, har sendt en udtalelse til Gate Gourmets ledelse, som advares mod at lade andre medarbejdergrupper udføre de timelønnedes arbejde.

Fredag etablerede de strejkende i øvrigt en fysisk blokade foran virksomheden.

Fagbladet/Sid.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Gate Gourmets personalechef, Dennis Clausen.

Kilde: www.sid.dk

 

Udgivet 11.03.04


3F Kastrup - Din lokale fagforening for Kastrup og omegn - Oversigt