Regeringen misbruger SAS medarbejdere i efterlønsforslag
Regeringens velfærdsudspil nævner SAS som en virksomhed der sammen med medarbejderne gør noget ved sundhedsskadelige løft. I 3F Kastrup kan vi ikke helt kende billedet:
- Det er desværre en kendsgerning, at langt de fleste RampSnakemaskiner ikke er i funktion. De opbevares p.t. i det der nu kaldes Slangekirkegården
- SAS og andre firmaer er stadig er storleverandør af nedslidte medarbejdere, som netop har brug for den mulighed for tidlig tilbagetrækning, som den nuværende efterlønsordning giver.
Det er uvederhæftigt, når regeringen bruger netop dette eksempel, som argumentation for en senere tilbagetrækningsalder.
- Der er tvært imod brug for en øget indsats, for at nedbringe den daglige belastning af især laste-losse medarbejderne. Ansvaret påhviler naturligvis firmaerne, men medarbejderne deltager meget gerne i løsningen af belastningsproblemerne.
Fakta:
Initiativet til RampSnake blev taget af firmaer og det daværende SiD i fællesskab, og det første skitseprojekt blev også finansieret i fællesskab.
Det var SAS der fik sat den i produktion. RampSnake er senere solgt til amerikanske FMC og er således ikke længere et selskab SAS gruppen.
Indtil nu har RampSnake ikke levet op til forventningerne og belastningen af de enkelte medarbejdere er endnu ikke faldet. En laste/lossemedarbejder i SAS løfter omkring 4-5 tons på en god dag og op til 15 tons på en dårlig arbejdsdag. Mange løft sker i ubekvemme arbejdsstillinger – liggende på knæ i lastrummene i et passagerfly.
Citat fra regeringens velfærdsudspil:
Eksempel: SAS er et eksempel på en virksomhed, hvor man sammen med medarbejderne prøver at gøre noget ved arbejdsmiljøet. I SAS havde man længe forsøgt at gøre noget for at undgå de sundhedsskadelige løft, som opstår ved lastning og losning af fly. Med udviklingen af en lift - den såkaldte RampSnake – har man fundet en teknisk løsning, der i stort omfang kan eliminere de løft. Ud over de arbejdsmiljømæssige aspekter har projektet udviklet sig til at være en god forretning for SAS.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 07.04.06
|