Faglig voldgiftskendelse
En murersvend blev sammen med to kolleger ansat hos et byggefirma. Kort tid efter ansættelsen blev der indgået en akkordaftale mellem svenden og hans kolleger og firmaet om opmuring af en ejendom. Samme dag blev svendene imidlertid opsagt, idet firmaet i opsigelsesbrevene henviste til, at der var arbejdsmangel. To dage efter opsigelsen tilkendegav firmaet i breve til svendene, at årsagsformuleringen i opsigelsesbrevene var uheldig, idet afskedigelserne rettelig skyldtes arbejdsmangel som følge af vejrlig.
I den Faglige Voldgift blev det fastslået, at der ikke var noget gyldigt overenskomstmæssigt grundlag for afskedigelsen af svenden, og at svenden derfor i medfør af overenskomstens bestemmelse om afskedigelse fra akkord som udgangspunkt havde krav på erstatning svarende til den tabte arbejdstid.
Opmanden fastsatte herefter – under henvisning til, at det ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvilket omfang akkorden havde – skønsmæssigt erstatningen til kr. 20.000,00 inklusive feriepenge, søgnehelligdagsbetaling og pension.
Kilde: 3F Kastrup og Norrbom & Vinding
Udgivet 09.11.06
|