|
|
|

Forslag om ændring i loven om virksomhedsoverdragelse
3F-deputation fik bingo ved første besøg: SF fremsætter forslag om ændring af loven om virksomhedsoverdragelse.
For 3F Kastrup deltog Torben Thim i delegationen, Torben er skraldemand i R98 og medlem af Landsbrancheklubben.
Folketinget skal nu bestemme, hvorvidt den danske lov om virksomhedsoverdragelse skal syes om efter engelsk model.
Ole Sohn, SF, lovede nemlig onsdag en delegation med repræsentanter fra rengørings- og renovationsområdet i 3F at fremsætte et beslutningsforslag meget hurtigt.
Efter en lovændring 6. april er engelske lønmodtagere meget bedre stillet ved udliciteringer end deres danske kolleger.
Den engelske lov betyder først og fremmest, at medarbejderne automatisk følger med over til den nye arbejdsgiver, mens danske ansatte inden for eksempelvis rengøring og renovation oplever enerverende fyringsperioder, når deres job sendes i udbud, fordi der hele tiden tolkes i den danske lovgivning.
Helt vanvittigt
- Jamen, det er da helt vanvittigt, den lov skal vi bare have lavet om, reagerede Ole Sohn prompte, da delegationen havde haft lejlighed til at fremlægge papirer, plancher og argumenter for, at den danske lov ikke er den arbejderbeskyttelseslov, den er tænkt som.
Den engelske lov præciserer, at der slet ikke kan ske afskedigelser i forbindelse med, at andre selskaber/firmaer vinder licitationen.
Den giver også både den "gamle" og den nye arbejdsgiver pligt til at tale sammen, inden arbejdet overdrages, og endelig er der meget større sanktionsmuligheder i den britiske udgave af loven.
Det var ikke kun Ole Sohn, der godt kunne se de huller, der er i den danske lov. Politikerne i Arbejdsmarkedsudvalget lyttede positivt i et 15 minutters samråd, hvor 3F fremlagde synspunkter og besvarede spørgsmål.
Arbejdsmarkedsudvalget beder nu Ministeriet kigge nærmere på den engelske model, der viste sig at være ny viden bordet rundt.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 15.05.06
|
|