|
|
|
Det er en OM'er
450 3F-tillidsfolk fra industrien, der i weekenden har været samlet til landsmøde i Ålborg, konstaterer med forbløffelse, at Dansk Industris førstemand, Hans Skov Christensen, har indledt overenskomstforhandlingerne fire måneder før tiden med et angreb på de mange tusinde medlemmer, der er tvunget til at arbejde, mens de fleste andre holder fri eller sover. Udmeldingen om, at genetillæggene burde afskaffes, og at folk hellere end gerne vil arbejde på alle tidspunkter af døgnet, er en hån mod de industriansatte, der i dag døjer med ubekvemme arbejdstider.
- Det eneste positive ved Hans Skov Christensens udtalelser er, at han har god tid til at tænke sig om, inden overenskomstforhandlingerne går i gang. Det er ganske enkelt en OM'er, og det kan han lige så godt få at vide nu, siger Poul Erik Jessen, som er formand for 3F's landsudvalg for industrien.
Han understreger, at skiftehold og forskudt tid sjældent er noget, folk selv vælger. Det kan tværtimod dikteres af arbejdsgiveren med fem døgns varsel.
- Modsat Dansk Industri mener vi, at der er behov for væsentlige forbedringer for de medlemmer, der har ubekvemme arbejdstider. På landsmødet var der fuld opbakning til de krav, 3F's repræsentantskab har rejst. Og det handler ikke kun om højere genetillæg, men i høj grad også om sundhed og arbejdsmiljø, siger Poul Erik Jessen.
Blandt kravene er, at varslet forlænges fra fem til 14 døgn, at arbejdere på andet og tredje skift får ret til 30 minutters betalt spisepause, at de får ret til fri hver anden weekend, og at man får mulighed for at konvertere en del af genetillægget til frihed.
- Målet er, at der skal være mindre arbejde på ubekvemme tidspunkter, og at medlemmerne skal have større indflydelse på tilrettelæggelsen. Det vil i sidste ende også komme samfundet til gode i form af mindre nedslidning, færre arbejdsskader og ulykker og et generelt bedre arbejdsmiljø, siger Poul Erik Jessen.
Se også ovenenskomstkrav fra industrilandsmøde
|
|