Alkoholforbud i kommune godkendt, selv om medarbejderne selv betaler frokostpausen.
En faglig voldgift har givet Albertslund kommune ret til at indføre totalt alkoholforbud på kommunens materielgård.
Uoverensstemmelsen drejede sig om, hvorvidt Albertslund Kommune ensidigt kunne pålægge medarbejderne ved kommunens Materialegård et totalt alkoholforbud i medarbejdernes selvbetalte spisepause.
Fagligt Fælles Forbund gjorde bl.a. gældende, at forbundets medlemmers selvbetalte spisepauser principielt tilhørte disses fritid og at det efter fagretlige praksis, herunder opmandkendelse af 8. april 2003, krævede en klar driftsmæssigt begrundelse, hvis arbejdsgivers ledelsesret skulle udvides til også at omfatte medarbejdernes selvbetalte pauser.
Det blev anført, at en sådan driftsmæssig begrundelse ikke var godtgjort henset til, at den hidtidige ordning begrænsede sig til, at der kunne nydes en enkelt øl i Materialegårdens kantine i spisepausen, at disse regler havde fungeret efter hensigten og at de nye regler – ifølge kommunens erklæring under sagen – i øvrigt ikke forbød medarbejdere at indtage øl i selvbetalte pauser, når blot det fandt sted udenfor kommunens lokaler m.v.
Heroverfor gjorde Kommunernes Landsforening bl.a. gældende, at de bestående alkoholrestriktioner havde vist sig utilstrækkelige og at kommunen måtte være berettiget til at stille skærpede dekorumkrav til sine ansatte, da borgerne ikke kan fravælge kontakten med kommunens ansatte.
Det blev endvidere anført, at alkoholforbuddet var blevet accepteret af alle kommunens øvrige medarbejdere og at vægtige personalepolitiske og forvaltningsretlige hensyn talte for en ensartet personale politik på alle områder. Herudover vil kommunen få tillagt det overordnede ansvar for sundhedsområdet ved kommunal reformen.
Opmanden lagde vægt på, at indklagede under sagen havde peget på vægtige hensyn, der gjorde sig gældende både til beskyttelse af medarbejdere og ansatte. På baggrund af disse hensyn, den almindelige udvikling i samfundet og kommunens øgede ansvar for sundhedsområdet var kommunen berettiget til at indføre alkoholforbud også for medarbejdernes selvbetalte pauser.
Kilde: LO
Udgivet 23.02.06
|