3F Kastrup
Saltværksvej 68
2770 Kastrup
Tel: 70 300 950
kastrup@3f.dk
Fagforeningen    Løn & Arbejde    Fritidsjob    Arbejdsløs    Efterløn    Medlemsfordele    Uddannelse    Links    Forside   

Udtalelse fra industriens tillidsrepræsentanter i 3F Industri og Service Kbh.

Børge - det er en "ommer"!

Tillidsrepræsentanter i industrien inden for 3F Industri og Service Kbh. udtaler fra et møde d. 7. marts om industri-forliget:

Under optaktsmøderne til årets overenskomstforhandlinger fik vi indtryk af, at vore forhandlere havde forstået alvoren i vores krav om bedre vilkår for skifteholdsarbejdere.


Når vi ser industriforliget af 25. februar 2007 må vi desværre konstatere, at det ikke er tilfældet.


Sammen med mange andre tillidsrepræsentanter og lokalafdelinger af 3F har vi krævet ”mere indflydelse på mindre skifteholdsarbejde”.


Det har vi ikke fået. Ikke engang beskedne krav som betalt spisepause eller fri hver anden week-end blev der plads til.


I stedet har vi fået nogle varslingsregler ved holdskift, som alligevel ikke gælder i akutte situationer.


Der er også løfte om at man i de næste 3 år vil lave nogle regler for helbredstjek og et udvalgsarbejde, der skal se på den foreliggende dokumentation for skifteholdsarbejdets skadelige virkninger!


Det er svært at opfatte det som andet end en hån mod de tusindvis af medlemmer på skiftehold, der døjer med søvnbesvær, spiseforstyrrelser, psykiske afsavn i forhold til familien og det sociale liv, foruden alvorlige følgesygdomme.


Vi kunne måske formildes, hvis der på andre punkter i forliget var tale om væsentlige landvindinger. Det er der ikke.


Økonomisk er det en alt for skrabet model selvom det er en minimallønsoverenskomst, både set i forhold til samfundets udvikling i almindelighed, direktørers m.fl. høje lønstigninger i særdeleshed, og set i forhold til at det er en 3-årig overenskomst.


Vi hæfter os især ved en helt utilstrækkelig forhøjelse af mindstelønnen. Industriens særlige rolle i forhandlingerne forpligter til at sikre et godt udgangspunkt for andre grupper som normallønsområdet, for ikke at tale om de mange hundred tusinde på overførselsindkomster, hvor udviklingen af mindstelønnen spiller en rolle. Men stigningerne sikrer end ikke ret til højeste dagpengesats!


Hertil kommer nogle problematiske ”nyskabelser” som fritvalgskonto og honorar til tillidsrepræsentanter. Fritvalgskontoen vil i værste fald blive brugt af arbejdsgiverne til at presse folk til ikke at holde deres fridage. Honoraret til tillidsrepræsentanter kan komme til at blokere for aftaler om tid til fagligt arbejde i arbejdstiden.


Vores konklusion er derfor at sige til vores chefforhandler Gruppeformand i Industrigruppen Børge Frederiksen: Børge – det er ikke godt nok, det er en ”ommer” og indtil da vil vi opfordre til at stemme nej til forliget.


Således vedtaget på mødet d. 7. marts 2007.


Kontaktperson Formand Hans Larsen tlf. 24 86 63 46

 

Udgivet 08.03.07

3F Kastrup - Din lokale fagforening for Kastrup og omegn - Oversigt