3F Kastrup
Saltværksvej 68
2770 Kastrup
Tel: 70 300 950
kastrup@3f.dk
Fagforeningen    Løn & Arbejde    Fritidsjob    Arbejdsløs    Efterløn    Medlemsfordele    Uddannelse    Links    Forside   

LO: Skattelettelser er uretfærdige og forringer velfærden

Regeringens skatteplan er både uretfærdig og ufinansieret

Med regeringens forslag får en social- og sundhedsassistent cirka 125 kr. i skattelettelse om måneden, mens direktøren får omkring 600 kr. Samtidig bliver der færre penge til at ansætte ekstra folk i ældreplejen eller gennemføre forbedringer i folkeskolen.

– Regeringens skattelettelser er uretfærdige. Det er ikke rimeligt, at direktøren skal have en skattelettelse, der er fem gange højere end social- og sundhedsassistentens. Det er ikke flere direktører, vi har brug for, men derimod flere ansatte blandt andet i ældreplejen, siger LO’s formand Hans Jensen.

Når regeringen vælger at give de højest lønnende klækkelige skattelettelser, så bliver der, uanset hvordan man vender og drejer det, færre penge til offentlig velfærd. Dermed får social- og sundhedsassistenterne færre nye kolleger og der bliver færre penge til bedre undervisning i folkeskolen eller flere ansatte i daginstitutionerne.

– Mange af vores medlemmer bliver derfor ramt dobbelt. De får for det første en meget lille skattelettelse, der stort set bliver ædt op af højere afgifter, og derudover får de ikke de muligheder for at yde en bedre offentlig service eller få en højere kvalitet i serviceydelserne, som de kunne have fået.

LO så gerne, at skatten på arbejde blev sat ned. Men det skal ske retfærdigt og en nedsættelse af skatten skal være fuld finansieret, så der også er råd til den bedst mulige velfærd.

– Regeringens skatteplan er derfor den dårligst tænkelige, fordi den både er uretfærdig og ufinansieret, siger Hans Jensen.

 

Kilde: LO og 3F Kastrup
Udgivet 22.08.07

3F Kastrup - Din lokale fagforening for Kastrup og omegn - Oversigt