Københavns Lufthavn (CPH) som miljøzone
Mange af de ansatte i CPH er bekymret for den partikelforurening som de dagligt udsættes for. Flere målinger har påvist, at koncentrationen af skadelige partikler i lufthavnen, ligger på niveau med Danmarks måske mest trafiktunge område, H. C. Andersens Boulevard i København. En væsentligt forværrende faktor i lufthavnen er dog, at hvor de fleste kun opholder sig kortvarigt på de forurenede gader og stræder, så er lufthavnen en arbejdsplads hvor medarbejderne dagligt opholder sig og dermed er mere udsatte for skadelige påvirkninger end sammenligningsgrundlaget.
Københavns Lufthavn har taget initiativ til at reducere partikelforureningen. I samarbejde med flere af lufthavnens firmaer og 3F Kastrup, er der udarbejdet en handlingsplan for nedbringelse af partikeludledningen. Indsatsen er målrettet køretøjer over 3500 kg samt motoriseret handlingsgrej.
"De faglige organisationer støtter op om dette tiltag og ser det som et vigtigt skridt i den rigtige retning", udtaler Lars Brogaard, arbejdsmiljøansvarlig fra 3F Kastrup og fortsætter, "Dog er flyenes bidrag til partikeludledningen ikke omfattet af målingerne og handlingsplanen, og problemets omfang er derfor større end først antaget. Det er naturligvis utilfredsstillende".
"Vi ønsker derfor, at alle kilder til partikelforureningen bliver inddraget i kortlægningen af problemet, og ser gerne at lufthavnen bliver erklæret for værende miljøzone. Det ville være et godt signal til de mange tusinde ansatte i lufthavnen og de omkringboende borgere. Danmarks værtskab for klimatopmødet i 2009 forpligter, og her er en glimrende mulighed for at signalere vilje og handling." slutter Lars Brogaard.
En Italiensk undersøgelse har tidligere påvist, at lufthavnsansatte er udsatte for skadelige partikler.
For yderligere oplysninger, kontakt Lars Brogaard på telefon 32 50 00 18, mobil 21 49 09 78 eller mail: lars.brogaard@3f.dk
Pressemeddelelsen er på vegne af følgende faglige organisationer:
Vagt- & Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning
Dansk El-Forbund Københavns afdeling
HK Service København
Dansk Metal afd.16
3F Kastrup
Kilde 3F Kastrup
Udgivet 12..03.08
|