De eneste der vinder er advokaterne
Arbejdstilsynet (AT) gav i sommeren 2007 de daværende handlingsselskaber påbud om at træffe foranstaltninger, som skulle sikre de ansatte mest muligt mod partikelforurening fra udstødningsgasser.
Handlingsselskaberne ankede de afgivne påbud og nu har Arbejdsmiljøklagenævnet truffet den afgørelse, at sagen hjemvises til ny behandling og vurdering hos AT.
Der er således gået næsten 1 ½ år, hvor de eneste vindere har været de advokater som handlingsselskaberne har betalt i dyre domme for at bremse tiltag, der ville gavne medarbejdernes helbred. Penge som kunne have gjort en forskel hvis de i stedet var blevet brugt til at bekæmpe forureningen. Dette er i sig selv ganske tankevækkende!
Det er muligt at nogen opfatter nævnets afgørelse som en sejr? Til det er der blot at sige, at 3F Kastrup anser det som værende en hån mod de medarbejdere der dagligt bliver udsat for de skadelige påvirkninger.
Vi er af den opfattelse, at de observationer som AT lagde til grund for deres påbud, stadig eksisterer og dermed stadig udgør en fare for de ansattes helbred. Vi er derfor ikke tilfredse med nævnets afgørelse og vil naturligvis forfølge sagen.
Kilde: 3F Kastrup
Udgivet 13.11.08
|