CPH bør varsle firmaerne ved kraftig vind i lufthavnen
Gate Gourmets nyindkøbte High Loadere, er på ladet forsynet med en gul advarselstrekant. Den oplyser, at ved vindhastigheder over 20,8 m/s skal arbejdet i højden indstilles og platformen/ladet køres ned til sin grundstilling.
Der har tidligere været megen diskussion om at arbejde i hård vind, og det må være i alles interesse at der nu kommer nogle klare retningslinjer om dette.
3F Kastrup vil søge at få en dialog med CPH om emnet. Vi forestiller os, at der laves en procedure som træder i kraft ved en aftalt vindstyrke (eks. 18 m/s). Når det så må indtræffe, kontakter CPH de firmaer hvis arbejdsopgaver er berørte af hård vind. Det vil bl.a. være catering & de-icing firmaerne, men der er sikkert andre som deler behovet for at være opdateret omkring vejrforholdene.
Kontakten kan ske via mail, telefonopkald eller sms-tjenester, og bør gives løbende indtil vindforholdene igen er under den valgte grænse.
Vi vender tilbage her på hjemmesiden, når vi har drøftet ideen med CPH.

Kilde: 3F Kastrup Udgivet 25.07.08
|