| |
|
Fagforeninger i SAS sender nødråb til politikere
En samlet gruppe af fagorganisationer i SAS har i et brev til transportministeren og folketingets trafikordførere sendt et nødråb over, hvad de kalder ”en alvorlig og kritisk situation i SAS”. HK/Privat, FTF, 3F, Dansk Metal og Ingeniørforeningen har alle underskrevet brevet, der beskriver hvordan ledelsen i SAS har lukket for al dialog med medarbejderne midt i en større sparerunde.
- Ledelsen i SAS har simpelthen stoppet al dialog lukket døren til medarbejderne. Det er en alvorlig situation og helt unik i Danmark. Samtidig med at medarbejderne gentagne gange har indgået aftaler om besparelser, har det ikke været muligt at få en bæredygtig plan for, hvordan SAS skal overleve i fremtiden, og det er bekymrende. Situationen er meget alvorlig for SAS lige nu - det handler om liv eller død for virksomheden. Derfor mener vi, at det er nødvendigt, at den politiske ejerkreds reagerer og tager ansvar for virksomheden, siger formand for HK/Privat, Karin Retvig.
Hun mener, at politikerne nu må gøre op med sig selv, om man ønsker et stærkt SAS i Danmark og efterlyser nogle klare visioner for fremtiden for SAS. Fordi konsekvensen af de næste sparerunder kunne blive et kraftigt reduceret SAS, og en udflytning af arbejdspladser fra Danmark til Sverige, hvor lønnen er lavere. Det ville være en katastrofe for Københavns Lufthavn samt flere tusinde arbejdspladser i hovedstadsområdet. Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, er enig i at den politiske ejerkreds må tage ansvar for selskabet.
- SAS er så vital for Danmark og København, at det er uacceptabelt, hvis man lader SAS skrumpe ind og flytte til Sverige. Vi skal på politisk niveau finde ud af, om vi ønsker et SAS i Danmark eller vi skal lade virksomheden forsvinde med deraf følgende konsekvenser for tusinde ansatte, erhvervslivet og Københavns Lufthavns centrale placering. Det er en politisk opgave, at sikre at SAS også i fremtiden er en stærk aktør i Danmark og i det hele taget. Der må jeg sige, at jeg syntes regeringen ikke lever op til sit ansvar som ejer og har ladet stå til i alt for lang tid, siger Magnus Heunicke.
Organisationerne efterlyser handling inden den 11.august, hvor der er bestyrelsesmøde i SAS og det forventes, at der vil blive taget afgørende beslutninger for selskabets fremtid. Socialdemokraterne vil nu rejse sagen overfor transportministeren og finansministeren.
Kilde: HK, 3F m.fl. i SAS
Udgivet 22.07.09
|
|